Val d´isere
Verdens vel nok mest kendte og eftertragtede skiområde. Med god grund! Fantastisk skiløb og sammenhængende liftsystem. Samtidig frister byen Val d’Isère med noget for enhver smag. Ikke underligt, at gæster vender tilbage hertil år efter år.
For over 50 år siden lå Val d’Isère øde i de lange og snefyldte vintermåneder. Men siden den første træklift dukkede op for foden af la Solaise, har byen oplevet en rivende udvikling. Val d’Isère opnåede tidligt et ry som Europas førende skisportsby – en betegnelse, den aldrig siden er sluppet af med. Og det med god grund. Val d’Isère ligger som næstsidste stop i bunden af Isèredalen, som en levende og summende international metropol med gæster fra hele kloden. Den gamle by erindrer moderne turister om tiden før skiløbet. Bygget op omkring den smukke katolske kirke med det karakteristiske spir, udstråler byen en klassisk charme, og en gåtur gennem "La Vieille Ville" hænger ved som en oplevelse i sig selv. Langs den mere moderne hovedgade frister skibutikker og fashionable tøjforretninger med dyre tilbud, som langt fra holder kunderne væk. De mere moderne bygninger i byen knejser i smukke stenopsætninger med robuste træbjælker og fremhæver den specielle byggestil i de franske alper.
Lad vejret bestemme ruten
Midt på torvet kan forbipasserende følge med, når Radio Val på Europe 2 sender live med gæster og informationer om begivenheder i byen. Den populære radiostation sender hver halve time dugfriske vejr- og snemeldinger – somme tider også på dansk – og ofte kan det betale sig at planlægge dagens skitur ud fra de værdifulde oplysninger i æteren. Vejret kan således være meget forskelligt fra Fornet i den ene ende af Espace Killy til Tignes Val Claret eller Tignes Les Brévières i den anden. Vælter sneen ned eller stormer det meget, søger mange inkarnerede skifreaks mod den beskyttende skov i Fornet, hvor den bedste legeplads ligger kridhvid i ingen vind. I godt vejr lokker Bellevardestolen fra Fond de Neige med sol i panden hele vejen over mod Tignes, som udgør den anden del af det imponerende område. Højest ligger Grand Motte, hvor gletscheren byder på skiløb i næsten 3500 meters højde, og fra mellemstationen, hvor tunneltoget la Funiculaire ender, har man udsigt over det meste af området.
Restauranten i Tignes Brévières, som ligger under den kolossale dæmning, hører endvidere med til en klassisk frokost, når man ferierer i Val d’Isère. Her glemmer man alt om rudekuverter og dårligt vejr i Danmark, når solen luner de røde kinder, mens man nyder en café au lait til tærten.
Bo godt, spis godt!
Som gæst hos Movement Travels finder du altid en bolig i Val d’Isère, der passer præcis til dig. Her kan du vælge at bo på dejlige hoteller som Kandahar og Christiania eller du kan indlogere dig i vante franske standardlejligheder.
Om aftenen byder Val d’Isère på et udbud af restauranter, som er en større fransk provinsby værdig. Du finder priser i alle klasser, men vil du prøve noget ekstraordinært til en god pris, skal du springe på bussen. I Fornet ligger L’Arolay med sin terrasse mod Isèrefloden, og her får man velsmagende specialiteter i charmerende omgivelser – til middag som til frokost.
Men når du ikke det hele, gør det ikke noget. Val d’Isère er brændende kærlighed ved første blik – og her vender du tilbage til!
Bemærk: der tilbydes kun ankomstservice i Val d´Isére.
