Top banners - undersider/top-valthorens-kontaktos.jpg

Kæmpemæssige luksuschaleter har givet Val Thorens et helt nyt ry. Og det til det bedre. Men det vilde natteliv og de gode restauranter finder du stadig i europas højest beliggende skisportsby. Samtidig byder "De Tre Dale" på noget af verdens bedste skiløb.

På vej mod himlen møder du Val Thorens. I 2300 meters højde ligger Europas højeste skisportsby, og herfra må du tage liften videre til Cime de Caron for at komme i øjenhøjde med Skt. Peter.

Velkommen til De Tre Dale - et himmerige for skiløbere!
Val Thorens har alt, hvad et snefyldt hjerte kan begære. De store træchaleter på Balcons, giver dig det bedste udgangspunkt for en fantastisk skiferie i de franske alper, og her er rigeligt med plads til store grupper eller familier. I de op til 170 m2 store lejligheder kan grupper på op til 18 personer bo under samme tag i luksuriøse omgivelser med blandt andet pejs og jacuzzi. Når sneen ligger højt, kan du spænde skiene på uden for hoveddøren og begive dig ud i områdets 600 km. pister.

Fra begynderbakker til pukkelpiste
Skiløbet i Val Thorens byder på noget for enhver smag. Under Bouquetinliften vælter nybegynderne rundt på den ideelle begynderpiste midt i byen, og de høje bjerge til trods, venter der rigeligt med bløde blå og grønne pister at udvikle skiløbet på. Og der skulle være rigeligt at vælge mellem. Pukkelpisten under Cascades giver god træning til knæene, og du kan i faldlinien mod byen forsøge at gøre den tidligere OL-deltager, Anja Bolbjerg, kunsten efter. Er du mere til almindelig pistefræs, finder du intet bedre end Mont Vallon i Meribel eller måske turen fra Sankt Peter i 3200 meters højde ned ad Cime de Caron. Af heldagsture byder Val Thorens og De Tre Dale endvidere på et hav af muligheder. Tag for eksempel hele vejen til den anden ende af området og oplev det fashionable Courchevel, hvor filmstjerner og musikere ynder at holde ferie. Spis frokost med den himmelske udsigt på la Saulire eller kør ned i skoven i det gamle Meribel. En eftermiddagstur i solen til den såkaldte fjerde dal hører ligeledes med til et fast indslag på skituren til Val Thorens. Her løber du på en markeret off-piste, som passende kan afsluttes med en lun espresso på terrassen ved Rosael-liften.

Fra charmeforladt til chalethygge
Bygherrerne skal ikke beskyldes for at have frådset med charmen, da de byggede Val Thorens i begyndelsen af halvfjerdserne. Men det blakkede ry som alpernes monstrum har kommunen gjort et gevaldigt stykke arbejde for at ændre til det bedre gennem de seneste ti år. Og øvelsen synes at være lykkedes temmelig imponerende. I dag fremstår al nybyggeri i det smukkeste træ, og byen tager sig noget mere indbydende ud end for bare få år siden. Forandringen til trods lokker Val Thorens stadig unge og studerende til byen. Og det har sin grund. Det varierede udbud af barer og restauranter frister enhver med hang til afterski og fest om aftenen. På Café Snesko serverer Hervé masser af øl efter dagens skiløb, mens ugens danske bands spiller op med livemusik. Glem heller ikke at slå vejen forbi Tango i toppen af byen, hvor man kan mødes og nyde byens bedste burger på terrassen til frokost.

Således henvender Val Thorens sig til både de unge, og de knapt så unge med hang til variation, tryghed eller udfordringer, med en by hvor alting ligger lige om hjørnet, og hvor der er masser af skiløb til alle størrelser og temperamenter.

Bemærk:  der tilbydes kun ankomstservice i Val Thorens.